Hjørring Sommerspil
 


Billetsalg

Tidl. forestillinger

Historie

Bestyrelsen

Post - email

Webmaster

Velkomstsiden

O

 

En kort beskrivelse af handlingen i JOMFRUBURET: 

Operetten Jomfruburet hedder på tysk Die Dreimädlerhaus og er bygget over musik af komponisten Franz Schubert (1797-1828) Historien er oprindelig skrevet af en vis Heinrich Berté og opført første gang i Wien i 1916. 

I 1920erne blev operetten populær i mange dele af verden. Den er oversat til 22 sprog og opført i 60 forskellige lande. I England hedder den Lilac Time, i Frankrig Chanson d’Amour og i USA er titlen Blossom Time. Dens store popularitet skyldes først og fremmest Schuberts dejlige musik. 

Handlingen foregår i Wien i 1826. Vi møder komponisten Franz Schubert og nogle af hans kunstnervenner, bl.a. hans navnebroder og trofaste ven gennem mange år, den letlevende baron Franz von Schober. 

Vennerne, der repræsenterer digtning, musik og malerkunst, lever et udsvævende bohemeliv, som står i stærk kontrast til Wienerborgernes pæne liv i denne periode, som kaldes Biedermeier. 

Borgerskabet repræsenteres af hr. hofglassliber Tscholl, som forgæves forsøger at beskytte sine tre smukke, giftefærdige døtre mod forelskelse og unge mænd. Det lykkes naturligvis ikke.  

Kunstnerne og borgerskabet mødes, for begge parter har jo brug for hinanden, og det bliver til både dobbeltbryllup og dramatisk kærligheds- intrige med såvel komiske som tragiske undertoner.  

Historien slutter som den skal: Musik og kærlighed sejrer side om side, men måske ikke lige som forventet.  

Stem dit sind til en Wienervals - en vidunderlig oplevelse med dygtige og entusiastiske medvirkende på den smukke friluftsscene i Guds natur – og med Schuberts svingende, klingede, livsglæde bringende, hjertebetvingende musik.  

Vibeke Sybrandt
Instruktør.